8% af alle kvinder over 60 er i behandling for lavt stofskifte

Mange har nok bemærket, at det i en artikel i Søndagsavisen for et par uger siden blev hævdet, at lavt stofskifte er yderst sjælden, og at kun 2 % af alle kvinder over 60 år led af sygdommen.

 

Her i foreningen blev vi da også forbavset over disse tal, og gik straks i gang med at tjekke fakta. I første omgang fandt vi ud af, at journalisten sådan set havde gjort sit hjemmearbejde. Fx angives det på www.netdoktor.dk og flere andre sider, at 2 ud af 100 kvinder over 60 år lider af lavt stofskifte.

Men 2,3 % af hele befolkningen er i behandling for lavt stofskifte. Så hvordan kan tallene passe, når ældre kvinder er i den gruppe, der er i størst risiko for, at blive ramt af lavt stofskifte?

DDHL tjekkede tallene

Danmark var der i 2013 ifølge www.medstat.dk 128.573 mennesker i behandling med Levothyroxinnatrium (T4) – Eltroxin og Euthyrox. Vi var på det tidspunkt ifølge www.statistikbanken.dk (Danmarks statistik) 5.623.501 (4. kvartal 2013) mennesker i landet.

Det betyder at ca. 2,3 % af befolkningen var i behandling med Levothyroxinnatrium (T4) på det tidspunkt.

3,8 % kvinder er i behandling for lavt stofskifte

Af de 128.573 var 108.034 kvinder – 84 %. Igen ifølge Danmarks statistik var der 2.833.699 kvinder i Danmark.

Det betyder at ca. 3,8 % af landet kvinder var i behandling, mens 0,73 % af mændene var i behandling.

5,1 % af befolkningen over 60 år er i behandling for lavt stofskifte

Af de 128.573 der var i behandling var 70.129 – 55 % over 60 år gamle. Der var på det tidspunkt 1.364.716 mennesker over 60 år i landet

Det betyder at 5,1 % af befolkningen over 60 år var i behandling

8 % af alle kvinder over 60 år er i behandling for lavt stofskifte

Af de 70.129 var 58.343 kvinder – 83 % kvinder. Der var 731.475 kvinder over 60 år på det tidspunkt.

Det betyder at 8 % af alle kvinder over 60 år var i behandling, mens 1,9 % af alle mænd over 60 år var i behandling.

Mange er ikke diagnosticerede

Mange læger mener, at der udover disse tal er et stort mørketal – altså en hel del tilfælde der ikke er diagnosticeret. Hvor mange er til diskussion, men i en stor helt ny befolkningsundersøgelse (GESUS), når man frem til at 5,4 % af befolkningen lider af lavt stofskifte - dvs. 303669 mennesker. Det vil altså betyde, at der faktisk er mere end dobbelt så mange, der lider af lavt stofskifte, end tallene viser. 

Kilder:

www.medstat.dk

www.statistikbanken.dk