Info – lavt stofskifte

Hypothreose eller lavt stofskifte

Info lavt stofskifte

Den korte version
Hypothyreose kaldes også for lavt stofskifte. Det er en sygdom, der er som regel er kronisk og skyldes, at skjoldbruskkirtlen ikke producerer nok stofskiftehormon (T4 og T3).

Stofskiftehormoner skal bruges af samtlige celler i kroppen til at holde gang i stofskiftet, og når der ikke er nok hormon, går stofskiftet naturligvis langsommere. Den nyeste undersøgelse på området viser, at knap 5,5 % af den danske befolkning lider af lavt stofskifte - heraf langt flest kvinder.

ddhl - skjoldbruskkirtel

Symptomerne på lavt stofskifte er mange, og de er ofte forskellige fra person til person. Samtidig kan mange af symptomerne let forveksles med andre sygdomme. Det gør lavt stofskifte til en sygdom, der ofte helt overses eller forveksles med andre lidelser. Her er et lille udsnit af symptomerne:

  • ·        Ekstrem træthed
  • ·        Manglende koncentrationsevne
  • ·        Dårlig hukommelse
  • ·        Væskeansamlinger - ofte på halsen og i ansigtet
  • ·        Vægtøgning - selv ved slankekure
  • ·        Problemer med at blive gravid
  • ·        Problemer i graviditeten
  • ·        Tendens til depression
  • ·        Kramper i benene
  • ·        Manglende resultater ved motion
  • ·        Ømme muskler og led
  • ·        Hårtab og sprøde negle
ddhl - lavt stofskifte

Hvorfor producerer skjoldbruskkirtlen ikke nok hormon

Der kan være mange grunde til, at skjoldbruskkirtlen ikke er i stand til at producere nok hormon. Den mest almindelige årsag (ca. 90 %) er autoimmun sydom (fx Hashimotos Thyreoiditis) - altså en sygdom, hvor kroppen producerer antistoffer mod sine egne organer - i dette tilfælde skjoldbruskkirtlen.

Antistofferne nedbryder skjoldbruskkirtlen, som til sidst kun kan producere lidt eller slet intet hormon.

En anden årsag kan være, at man har fået fjernet hele eller dele af skjoldbruskkirtlen fx i forbindelse med kræft. I sjældne tilfælde kan man være født helt uden skjoldbruskkirtel.

Diagnosticering

Lavt stofskifte kan i de fleste tilfælde konstateres ved en blodprøve, hvor man måler TSH-værdien. Den skal ligge mellem 0,3 og 4 mIU/L. Har man en højere værdi, har man lavt stofskifte. Har man en lavere værdi, har man højt stofskifte.

Men desværre er det ikke altid, at TSH-værdien giver det rette billede. En del patienter oplever at have symptomer, selv om værdierne ligger inden for det normale område. Disse patienter kan kun diagnosticeres ved hjælp af symptomerne og yderligere blodprøver - og det kræver stor erfaring og dygtighed fra lægens side.

Behandling

Behandlingen er heldigvis for de fleste (80-90 %) forholdsvis enkel og ukompliceret. De fleste vil af lægen blive sat i behandling med Eltroxin (T4), og de vil efter en tid med indstilling af rette dosis få det godt igen.

Dog skal man være opmærksom på, at det oftest er en kronisk (livsvarig) sygdom - så man skal være forberedt på at tage pillerne resten af livet.

Komplikationer

Der er en gruppe af patienter (10-20 %), der ikke reagerer tilfredsstillende på standardbehandlingen med Eltroxin (T4) - og det er specielt her, at patientforeningen kommer ind i billedet. 

Lægerne er nemlig ikke klar over, hvorfor disse patienter ikke får det godt på Eltroxin, og de er langt fra enige om, hvordan man skal håndtere sådanne patienter.

Nogle patienter kan dog hjælpes ved at skifte til et tilsvarende præparat - Euthyrox (også T4), men langtfra alle.

En del patienter oplever at blive behandlet med antidepressive midler, mens andre får at vide, at de må lære at leve med deres gener. En del patienter får så mange gener, at de må forlade arbejdsmarkedet og gå på invalidepension.

Det er en situation, der ofte er frustrerende og forvirrende for både læger, patienter og pårørende.

Andre typer behandling

Nogle læger vælger, når de møder patienter, der ikke får det godt på standardbehandlingen, at udskrive en kombinationsbehandling, hvor patienten behandles med både T4 og T3 (fx Euthyrox og Liothyronin).

Andre læger udskriver et såkaldt naturlige stofskiftepræparat, Thyroid eller Amour, der består af frysetørret skjoldbruskkirtel fra grise.

Der er rigtig mange, der får det meget bedre på disse to versioner af kombinationsbehandling, men da det ikke er standard, er der mange læger, der ikke vil give sig i kast med denne type behandling.

Det er DDHL's mål at fremme viden om, at disse typer behandlinger kan gavne visse patienter.

Forskning

Lavt stofskifte er ikke et højtprofileret forskningsområde, og der mangler forskning på en lang række vigtige områder både inden for diagnosticering, behandling og forebyggelse.

Derfor er det DDHL's mål at fremme forskning inden for lavt stofskifte og årsagerne til, at det bryder ud.

Del siden på .... Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn