Mediefokus på lavt stofskifte: Læger nøler med medicinen

skriver BT i dag. Artiklen handler om lavt stofskifte, og DDHLs pressechef, Helle Sydendal, udtaler i dagens artikel, at der heldigvis er kommet meget mere fokus på, at kombinationsbehandling er en mulighed til de patienter med lavt stofskifte, som ikke får det bedre på standardmedicinen, Eltroxin eller Euthyrox. 

- Men vi oplever også, at der stadig er læger, som vælger ikke at afprøve denne behandlingsmåde, selvom patienten ikke får nogen bedring ved behandling med standardmedicinen. Og det er simpelthen ikke i orden, siger hun.

I DDHLer holdningen, at kombinationsbehandling med Liothyronin eller med Thyroid skal afprøves, inden lægerne opgiver patienter, og fx fortæller dem, at de har en depression, eller at de må søge en førtidspension. For det er det, som mange, der tilhører gruppe af patienter, der oplever. 

I BT udtaler endokrinolog, Lars Bo Johansen, fra Nordsjællands Hospital, at han er enig i DDHLs holdning.

- Både på verdensplan og på europæisk plan har der været et behov for at ændre behandlingen, men det er ikke alle læger, der er enige om, hvem der har gavn af kombinationsbehandling (T3, red.). Nogle mener, det er noget pjat, og vil hellere følge standardbehandlingen, fordi vi endnu ikke kender langtidseffekterne af medicinen og derfor ønsker at beskytte patienterne. Men jeg tror, at der er et paradigmeskift på vej, hvor man i højere grad ser på, hvordan patienten har det, frem for at kigge på blodværdierne, som desværre kan være fine, uden at man
nødvendigvis har fået det bedre, siger Lars Bo Johansen til BT.

Karina Flink Sørensen fra Sønderjylland interviewes også til BT’s artikel. Hun har haft svært ved at tage uddannelse og være nærværende for sine børn, da hun var i behandling med standardmedicinen. Nu er hun kommet på kombinationsbehandling, og er både i gang med uddannelse og har fået det meget bedre, selv siger hun til BT: -Jeg har altid været en læsehest, det er fantastisk igen at kunne koncentrere sig om en bog. Samtidigsynes mine børn, det er dejligt, at jeg ikke længere skal sove til middag.

DDHL hilser et paradigmeskift velkommen, så de patienter, der ikke trives på standardmedicin, tilbydes kombinationsbehandling. 

Siden 2013 hvor Helle Sydendals bog, Få livet tilbage - en bog om lavt stofskifte udkom, er der sket en markant udvikling af antallet af patienter, der får kombinationsbehandling. Det kan man læse i et studie, der kaldes: Treating Hypothyroidism with Thyroxine/Triiodothyronine Combination Therapy in Denmark: Following Guidelines or Following Trends? fra Department of Endocrinology, Herlev Hospital, University of Copenhagen.

Der offentliggøres denne graf, der viser den markante stigning i brug af kombinationsbehandling. 

- Jeg er naturligvis meget stolt og glad over denne udvikling, siger forfatter til bogen og medlem af bestyrelsen i DDHL, Helle Sydendal og fortsætter: - Det var jo netop målet med at skrive bogen.

DDHL

Det er også Helle Sydendals bog, der er medvirkende til at DDHl blev stiftet: - Efter jeg havde skrevet bogen, fik jeg tusindvis af henvendelser fra patienter med lavt stofskifte, som søgte hjælp hos mig. Det, mener jeg siger lidt om, at mange patienter svigtes at sundhedssystemet. Og derfor tog jeg sammen med Christina Gjelstrup Andersen og min mand, Palle Flodgaard, initiativ til at starte DDHL, siger hun.

I dag er bestyrelsen suppleret med flere bestyrelsesmedlemmer, og foreningen holder generalforsamling i år, hvor der desuden er mulighed for at stille op til bestyrelsen. 

Læs artiklen her:

Del siden på .... Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn